Bragt i Fyns Stiftstidende, december

Finansrådet har netop afholdt sit årsmøde på Statens Museum for kunst. Fra talerstolen på det flotte københavnermuseum blev der udtrykt bekymring over den øgede politiske regulering af den finansielle sektor. Jeg må indrømme, at min medfølelse over klynkeriet kan ligge på et meget lille sted. Jeg synes derimod, at det er mere end rimeligt, at vi fra politisk hold stiller krav til finanssektoren. Faktum er, at bankerne selv har haft alle muligheder for at få styr på de risikable udlån, der er givet over de seneste år. Hvis sektoren selv havde afværget skandalehistorier, spekulation og gyldne håndtryk til direktører med bankkrak på samvittigheden, så ville den øgede regulering ikke have været nødvendig. Når skatteyderne og danske bankkunder er så afhængige af stabile, danske banker – og tilmed bidrager til at betale regningen for redningspakkerne, så mener jeg, at det er mere end rimeligt, at der stilles større krav til forretningsførelsen af landets finansielle virksomheder.

Der skal ikke herske tvivl om, at jeg finder det afgørende, at vi stabiliserer vores finansvirksomheder. En stærk finanssektor er og bliver en grundpille i dansk økonomi. Derfor kunne jeg aldrig drømme om at klynke over, at vi hjælper vores banker – hverken som bankkunde, skatteyder eller politiker. Men af samme årsag gider jeg heller ikke høre på finanssektorens klynkeri over øget kontrol. Jeg mener, at den finansielle sektor bør stoppe klynkeriet og i stedet trække i arbejdstøjet og knokle. Vi skal have gang i den danske økonomi. Det kræver, at vi alle hjælper til – også bankerne.